2013 fejres med blændende fyrværkerishow verden rundt
Verdensbyer fra Hongkong til London har alle budt nytåret velkommen med overdådigt fyrværkeri og festivitas.
Gildet startede for alvor i sommervarme Sydney, Australiens største by, som er ti timer foran danske himmelstrøg.
Da klokken slog midnat, sluttede ventetiden for den enorme skare af turister og lokale sydneysidere, som havde ligget med tæpper og picnickurve gennem flere timer - mange helt siden formiddagen - i kampen om den bedste udsigt.
Og de ventede ikke forgæves. Da der var blevet talt ned fra ti, og 2013 tog sine første indåndinger, eksploderede et gigantisk festfyrværkeri over millionbyens to mest ikoniske bygningsværker; Harbour Bridge og Utzons operahus.
Syv ton fyrværkeri med omkring 100.000 knald blev skudt af, mens en mindre flåde af oplyste sejlskibe og restaurantbåde bølgede rundt i byens vidtforgrenede havn for at sikre sig den bedste udsigt.
I Hongkong blev den berømte Victoria Harbour oplyst af eksploderende raketter, og i Dubai var verdens højeste bygning, Burj Khalifa, centrum for festlighederne.
I den britiske hovedstad, London, trodsede titusinder af mennesker byens allestedsnærværende regnvejr for at se superpariserhjulet London Eye skifte farve - efterfulgt af et 11 minutters langt festfyrværkeri.
Og på Times Square, midt på skyskraberbydelen Manhattan i New York, var gaderne som altid fyldt med glade og feststemte mennesker, som deltog i den berømte nedtælling til midnat.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet