21-årig amerikaner blev glemt i celle uden mad og drikke
En studerende i Californien, der blev efterladt i håndjern i en af det amerikanske politis detentionsceller i fem dage uden mad og drikke, er blevet tilkendt en erstatning på 4,1 millioner dollar (omkring 23 millioner kroner) af den amerikanske narkotika-bekæmpelses administration (DEA), oplyser hans advokater.
Daniel Chong, som blev tilbageholdt af politiet sammen med otte andre personer den 21. april sidste år i forbindelse med en narkotikarazzia i San Diego, siger, at han var tvunget til at drikke sin egen urin og næsten døde, efter at politiet havde glemt ham.
Han begyndte i cellen at skrive et afskedsbrev til sin mor.
Efter sine trængsler blev den 24-årige studerende ved Californiens Universitet i San Diego indlagt i fem dage - tre af dem på intensivafdelingen.
Sidste år stillede han krav om en erstatning på 20 millioner dollar (omkring 112 millioner kroner). Nu meddeler Chongs advokater, Eugene Iredale og Julia Yoo, at deres klient har indvilget i modtage en erstatningssum på 4,1 million dollar.
- Myndighederne har reageret ved at påtage sig skylden og de har undskyldt personligt til Daniel. Samtidig har de ændret sikkerhedsprocedurerne for anholdte i detentionsceller, så det, der skete for Daniel Chong, aldrig bør kunne ske igen for noget andet menneske, siger Iredale.
DEA har tidligere erkendt, at der var sket et uheld, og at den ledende politimand på området i en erklæring har gjort det klart, at han var dybt rystet over episoden.
Chongs sagførere siger, at deres klient blev anholdt i en vens hjem under en razzia, der var på sporet af en ring, der forhandlede ecstasy. Det er blevet fastslået, at Chong ikke var en del af netværket.
"Vi kommer tilbage om lidt," sagde en politimand, da Chong blev lukket inde i en lille celle med hænderne i håndjern på ryggen. Da politiet vendte tilbage fire og et halvt døgn senere, var Chong alvorligt dehydreret, samtidig med at hans lever og nyrer var begyndt at svigte. Han havde ifølge CNN tabt næsten otte kilo.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker