21 dræbt under uro i Bangladesh efter dødsdom
Mindst 21 mennesker blev dræbt og 300 blev såret under en bølge af vold i Bangladesh torsdag, efter at der var blevet afsagt dødsdom over en islamistisk leder for krigsforbrydelser.
Mindst 17 aktivister blev dræbt af skud under urolighederne, der brød ud i det nordlige Gaibandha distrikt efter en retssag, hvor der blev afsagt dødsdom over en islamist.
Ved retssagen blev den islamistiske oppositionsleder Delwar Hossain Sayedee dømt til døden for krigsforbrydelser begået under Bangladesh's uafhængighedskrig mod Pakistan i 1971.
Sayedee, som er næstformand for landets største islamistiske parti, Jamaat-e-Islami, og en ivrig prædikant, blev dømt for meddelagtighed i mord, voldtægt, mordbrand og plyndringer.
- Efter dommen gik mindst 10.000 tilhængere af Jamaat til angreb på os med våben. Vi havde ikke andet valg en at åbne ild. Flere politifolk blev tæsket til døde, siger en ledende politimand.
Sayedee var i 1971 leder af en pakistansk milits, som nedbrændte en landsby og dræbte to mennesker. Militsen bortførte også tre hindu-søstre og voldtog dem i tre dage i deres lejr, og den tvang 100 andre hinduister til at konvertere til islam og bede islamiske bønner.
Officielle tal i Bangladesh siger, at op mod tre millioner mennesker blev dræbt under folkemordet i landet i 1971, men uafhængige historikere siger, at det var langt færre.
Delwar Hossain Sayedee er den tredje person, der er blevet fundet skyldig i forbrydelser begået under krigen. Islamister kritiserer domstolen og siger, at processerne har mere karakter af hævn end retfærdighed.
Myndighederne kalder retssagerne nødvendige for at skabe forsoning i landet, men retssystemet beskyldes for at være stærkt partisk, og menneskerettighedsgrupper kritiserer de juridiske procedurer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde