21 er døde og tusindvis evakueret under dominikansk skybrud
Redningsarbejdere leder efter personer, der er fanget under en væg, der er kollapset over flere køretøjer i Santo Domingo. Foto: Felix Leon/Ritzau Scanpix
Præsidenten i Den Dominikanske Republik kæder weekendens skybrud sammen med klimaforandringer.
Mindst 21 personer - herunder tre børn - er døde, efter at voldsom nedbør oversvømmede Den Dominikanske Republik i weekenden.
Det oplyser de dominikanske myndigheder søndag lokal tid.
Landets præsident, Luis Abinader, siger samtidig, at det slemme regnvejr kan have forbindelse til klimaforandringer.
Storme med skybrud har de seneste 48 timer forårsaget oversvømmelser, beskadiget infrastruktur og revet huse ned i den caribiske nation.
Landets præsident kalder hændelsen for "det største regnfald i landets historie".
- De, der ikke tror på klimaforandringer: Begynd at tro på dem, siger Abinader, der, uden at give præcise tal, melder om "omfattende og alvorlige" skader.
Regnen, der kommer fra et tropisk lavtryk, ventes at fortsætte i Den Dominikanske Republik også mandag, siger den amerikanske ambassade i landet.
En særlig dødelig hændelse fandt lørdag sted på en stor vej i landets hovedstad, Santo Domingo. Her døde ni personer, da en væg kollapsede ned over adskillige køretøjer.
Vandet "trængte ind i en mættet undergrund", og betonvæggens fundament brød sammen, siger ministeriet for offentlige faciliteter.
Ministeriet har bedt om en undersøgelse af ulykken.
Ni andre døde i forskellige hændelser i Santo Domingo samme dag. Andre er døde, efter at de blev skyllet væk af oversvømmelserne.
Omkring 13.000 personer er blevet evakueret over hele landet ifølge katastrofemyndighederne.
Størstedelen af landets 32 provinser er i nødretstilstand.
Nogle områder oplever strøm- og drikkevandsafbrydelser.
Skolerne er lukkede indtil onsdag, siger præsidenten. Det sker for at evaluere de skoler, der kan være blevet påvirket, så man kan sikre elevernes sikkerhed.
Fire af de omkomne er amerikanske statsborgere, mens tre er haitianere.
I slutningen af august passerede stormen Franklin gennem Den Dominikanske Republik. Det kostede to personer livet, mens 3000 måtte lade sig evakuere.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned