21 gidsler og 32 terrorister meldes dræbt i Algeriet

I alt 55 personer - 21 gidsler, to andre personer samt 32 gidseltagere - er blevet dræbt i løbet af de seneste dages gidseldrama på gasfeltet In Aménas i Algeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det meddeler det algeriske indenrigsministerium, der lørdag aften har fremlagt en foreløbig opgørelse, hvori det dog ikke oplyses, hvem de to andre personer er.

Algeriske specialstyrker stormede lørdag gasfeltet for at befri gidslerne, der blev taget til fange onsdag morgen på komplekset i ørkenen tæt på grænsen til Libyen.

Ifølge oplysninger i lokale medier blev 11 gidseltagere dræbt under den afsluttede aktion. Inden da nåede de at dræbe syv udenlandske gidsler, som de endnu havde i deres varetægt.

- Specialstyrkerne formåede at befri 685 algeriske arbejdere og 107 udlændinge, oplyser indenrigsministeriet i en erklæring på det statslige tv.

Ministeriet har foreløbig ikke oplyst ofrenes nationaliteter, men meddeler, at der var tre algeriere blandt de 32 dræbte gidseltagere.

Det er dog bekræftet, at en brite og en algerier blev dræbt, da islamisterne indledte deres angreb ved at åbne ild mod en bus tidligt onsdag.

Blandt de andre dræbte eller savnede er fem briter og en person, der er bosat i Storbritannien, oplyser den britiske udenrigsminister, William Hague.

- Vi arbejder meget hårdt på at få de endelige oplysninger om hvert enkelt individ. Vi er i kontakt med alle de berørte familier, siger Hague.

Den britiske premierminister, David Cameron, siger i en erklæring, at han frygter det værste for de fem savnede briter, og at hele landet deler hans bekymring for alle, der er ramt af gidseldramaet.

- Vores førsteprioritet er nu at få folk hjem så hurtigt som muligt, siger Cameron.

Fem nordmænd savnes ligeledes fortsat.

Da de algeriske styrker torsdag også foretog et angreb, blev der meldt om mindst 30 dræbte gidsler og et ukendt antal dræbte gidseltagere.

Hæren er nu rykket ind i bygningerne i In Aménas, hvor man har fundet et større våbenlager med blandt andet seks maskingeværer, 21 geværer, 10 granater og sprængstoffer og raketter.

/ritzau/AFP