21 mennesker er blevet dræbt på et marked i Sudan
Her ses en teltlejr for internt fordrevne sudanesere i byen Gendaref i det østlige Sudan. De fordrevne i lejren er flygtet dertil på grund af kamphandlinger i byen Sinja i staten Sennar. Ifølge tal fra FN's kontor for koordinering af humanitære anliggender, OCHA, er over 136.000 mennesker flygtet fra Sennar. Foto: Str/Ritzau Scanpix
Flere tusinde mennesker er blevet dræbt siden borgerkrigens udbrud i april sidste år.
Mindst 21 mennesker er blevet dræbt under et angreb mod et marked i byen Sennar i det sydøstlige Sudan søndag.
Det sker, blot en dag efter at Sudans udenrigsministerium afviste at indsætte en uafhængig fredsbevarende styrke i landet for at beskytte civilbefolkningen.
Opfordringen til at indsætte en fredsbevarende styrke kom fra en undersøgelsesmission i FN.
Sudans Lægenetværk mener, at det er den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF), der står bag angrebet.
Lægenetværket siger, at der ud over de 21 dræbte er flere end 70 sårede.
FN's undersøgelsesmission konkluderede fredag, at begge sider i konflikten har angrebet civile, anvendt tortur og foretaget tilfældige anholdelser. Disse krænkelser kan måske udgøre krigsforbrydelser, lød det.
Det sudanesiske udenrigsministerium, som er tro mod hærchefen Abdel Fattah al-Burhan, afviste forslaget i en erklæring, som blev offentliggjort sent lørdag.
- Den sudanesiske regering afviser fuldstændigt anbefalingerne fra FN-missionen, lød det.
Ministeriet fordømte i samme ombæring FN's Menneskerettighedsråd, som oprettede undersøgelsesmissionen sidste år.
Udenrigsministeriet kaldte rådet for "et politisk og ulovligt organ" og kaldte undersøgelseskommissionens anbefalinger for "en åbenlys krænkelse af deres mandat".
Angrebet på markedet i Sennar er blot det seneste i den blodige borgerkrig mellem Rapid Support Forces og Sudans militær.
Konflikten mellem RSF og Sudans militær bunder i en strid mellem hærchefen Abdel Fattah al-Burhan og hans tidligere næstkommanderende Hamdan 'Hemedti' Dagalo.
Flere tusinde mennesker er blevet dræbt siden krigens udbrud i april sidste år.
FN's Sikkerhedsråd og flere andre parter har gentagne gange advaret om, at borgerkrigen har udløst en humanitær krise, og at flere end 26 millioner står uden nok mad.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet