22 dræbt i Syrien fredag

Drabene fandt sted sideløbende med, at Syriens Venner, en gruppe af arabiske og vestlige lande, holder møde i Tunesien for at danne en fælles front mod styret i Damaskus.

Drabene fandt sted i landsbyen Halfiya i provinsen Hama. Videoklip viser, at mindst fem af de dræbte er børn. En familie på syv skal ligeledes være blandt de omkomne.

Også i den belejrede by Homs, et af oprørets højborge, er der uro. Her er mindst fire mennesker dræbt ved en eksplosion, da en bombe slog ned i et hus.

Selv om mødet i Tunesien er blevet fordømt af det syriske styre, er det alligevel en vigtig historie i syrisk tv, hvor både de vestlige lande og Syriens arabiske naboer bliver bittert kritiseret.

Det syriske tv omtaler mødedeltagerne som "Syriens Fjender", og kalder de arabiske lande "forrædere".

Da den tunesiske leder Moncef Marzouki på mødet i Tunis krævede international støtte til den syriske opposition, var kommentaren på syrisk tv, at han "krævede støtte til terrorister".

Da Qatars premierminister, Sheikh Hamad Bin Jassim al-Thani, støttede et forslag om at sende en arabisk fredsbevarende styrke til Syrien, lød kommentaren på syrisk tv, at han "stod for en ny fase i konspirationen mod Syrien".

Syrisk tv-viste også billeder af demonstranter i Tunis, som støtter Assad, og som råbte slagord mod mødet Syriens Venner.

/ritzau/Reuters

Foto: Handout /Scanpix

Mindst 18 beboere i en landsby i det centrale Syrien er fredag dræbt af sikkerhedsstyrker, siger aktivister, der kæmper for at fjerne præsident Bashar al-Assad.

Offentliggjort Sidst opdateret