23 meldes omkommet i jordskælv i Kina

Et kraftigt jordskælv målt til 6,9 på richterskalaen har ramt den nordvestligt beliggende Qinghai-provins i Kina, rapporterer USA's geologiske institut.

Det kinesiske nyhedsbureau Xinhau citerer vidner for, at mindst fem mennesker er omkommet i skælvet og at huse er faldet sammen. Kinas statslige tv rapporterer ifølge tv-stationen CNN om mindst 23 dræbte og mange flere tilskadekomne.

- Soldater er blevet sendt ud for at redde folk, der er begravet i sammenfaldne huse, siger en lokal embedsmand til Xinhua.

Skælvet ramte klokken 00.49 onsdag og havde sit epicenter små 400 kilometer syd for byen Golmud. Kinas egne geologiske eksperter har målt jordskælvet til 7,1 på richterskalaen.

Regionen, der ligger langt over vandets overflade og grænser op mod Tibet, er ikke voldsomt befolket.

Fire efterskælv har ramt tæt på den kinesisk-tibetanske grænse kort tid efter hovedskælvet.

/ritzau/AFP

Det nordvestlige Kina er tidligt onsdag blevet ramt af et kraftigt jordskælv, der blev målt til 6,9 på richterskalaen. 23 mennesker meldes omkommet.

Offentliggjort Sidst opdateret