24-årig mand anholdt for angreb på Salman Rushdie
Det var blandt andet en læge, der var blandt publikum, der hjalp forfatter Salman Rushdie, efter at han blev angrebet ved et arrangement på en læreanstalt i den vestlige del af delstaten New York. Foto: Charles Savenor/Local News X/Tmx/Reuters
Politiet i New York siger, at det var tilhørere til Rushdies forelæsning, der tilbageholdt den anholdte.
Politiet i New York fortæller på et pressemøde sent fredag dansk tid, at den anholdte for angrebet på forfatteren Salman Rushdie er en 24-årig mand fra delstaten New Jersey. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den anholdte blev tilbageholdt af deltagere til den forelæsning, forfatteren deltog i, inden politiet anholdte ham.
Manden, som politiet har identificeret som Hadi Matar, havde adgangskort til forelæsningen. Der var ifølge politiet ingen forudgående indikationer på, at manden ville angribe Salman Rushdie.
Den formodede gerningsmand havde ifølge Reuters købt en billet til forelæsningen.
Man regner med, at den 24-årige handlede på egen hånd. Politiet oplyser, at man vil samarbejde med forbundspolitiet, FBI.
Man er stadig ved at undersøge motivet og finde frem til, hvad manden skal anklages for, lyder det.
- En mand hoppede op på scenen fra jeg ved ikke hvor, og det så ud, som om at han begyndte at slå ham i brystet. Gentagne slag med knytnæve, siger Bradley Fisher, der var blandt publikum, om hændelsen.
- Folk skreg, græd og gispede.
Rushdie var sent fredag dansk tid fortsat på operationsbordet på det hospital i byen Erie, som han blev fløjet til kort efter angrebet.
Øjenvidner har fortalt, at Salman Rushdie blev ramt af flere knivstik, hvoraf mindst et af dem var i halsregionen og mindst et var i maven. Angrebet skulle angiveligt være sket, da forelæsningen var ved at begynde.
En læge, der var blandt publikum, hjalp med at behandle Rushdie, indtil redningstjenesten ankom til stedet.
Den læreanstalt, hvor angrebet fandt sted, er ifølge BBC blevet gennemsøgt og erklæret for sikker af bomberyddere. Politiet venter på en ransagningskendelse til at undersøge stedet nærmere.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker