26 støttecentre åbnes for at hjælpe ukrainere på flugt
Flygtninge ved den ukrainsk-polske grænseovergang i Medyka fredag morgen. Foto: Visar Kryeziu/Ritzau Scanpix
Visar Kryeziu/Ritzau Scanpix
Centrene tilbyder midlertidigt ly og beskyttelse til børn og mødre, og der vil også være adgang til lægehjælp.
En række midlertidige støttecentre åbnes nu langs de mest benyttede flygtningeruter ud af Ukraine.
Det skriver Unicef i en pressemeddelelse fredag.
Ruslands invasion af Ukraine har ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, drevet over en million ukrainere på flugt.
For at hjælpe de mange familier, der er flygtet ud af landet, åbner Unicef og UNHCR 26 støttecentre i Ukraine og de omkringliggende nabolande.
Centrene skal tilbyde midlertidigt ly og beskyttelse til børn og mødre. Der vil også være adgang til medicinsk og psykologisk førstehjælp.
Det siger kommunikationsdirektør i Unicef Danmark Jakob Colville-Ebeling.
- Flygtningene har behov for medicin, rent tøj, varmt vand og hygiejneartikler, men især børnene har brug for psykosocial hjælp, siger han.
Jakob Colville-Ebeling har med egne øjne set, hvor stor forskel et stykke legetøj kan gøre for et barn på flugt.
- De fleste er i chok. Når et lille barn er blevet revet ud af seng og ud af sit hus, så betyder det meget, at de her børn kan få lov at føle sig som et børn igen. Det er en af de vigtigste opgaver ud over psykosocial hjælp, siger han.
En af centrenes kerneopgaver bliver at identificere de børn, der rejser alene, så de kan genforenes med deres familier igen.
- Jeg håber og tror, at mange stadig er sammen med deres familier, men med det kaos, der kan opstå i krigssituationer, er det ikke unormalt, at man kan blive adskilt fra sin familie, siger Jakob Colville-Ebeling.
Det første center er åbnet i Rumænien, men i løbet af fredag og lørdag bliver yderligere 25 midlertidige støttecentre åbnet i Ukraine og flere nabolandene.
Det er for eksempel i lande som Moldova, Polen, Ungarn, Slovakiet og Hviderusland.
Jakob Colville-Ebeling regner med at endnu flere centre vil åbne i de kommende dage og uger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned