26 ud af 27 EU-lande ønsker øjeblikkelig humanitær pause i Gaza
Ungarn har tidligere blokeret for erklæring om øjeblikkelig humanitær pause, som 26 ud af 27 EU-lande ønsker.
26 af de 27 EU-lande opfordrer til "en øjeblikkelig humanitær pause, der kan føre til en holdbar våbenhvile" i Gaza. Samtidig opfordrer EU-landene Hamas til at frigive de israelske gidsler i Gaza.
Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell.
Udmeldingen kommer på et pressemøde efter mødet for EU-landenes udenrigsministre mandag.
Ifølge Reuters har Ungarn tidligere blokeret for et lignende forslag, så det ene EU-land, der står uden for, kan være Ungarn. Josep Borrell undlader dog at navngive landet mandag.
Han fastslår, at erklæringen svarer til den erklæring, som et EU-land afviste i weekenden.
Derfor indeholder erklæringer også en række andre meldinger om konflikten ud over opfordringen til en "øjeblikkelig humanitær pause".
- Vi beder om den israelske regering om ikke at gennemføre militære operationer i Rafah. Det vil forværre den humanitære situation og gøre det sværere at levere hjælp til civile, siger Josep Borrell.
Han fastslår, at EU-landene også beder Israel om at respektere international lov og gøre mere for sikre hjælp og beskytte civile.
Israel har meddelt, at man vil iværksætte en landoffensiv mod Rafah i Gaza i næste måned, hvis Hamas ikke har befriet de tilbageværende gidsler, når den muslimske højtid Ramadan starter.
Det sagde Benny Gantz, der er en del af den israelske samlingsregering, søndag.
- Verden skal vide, og Hamas' ledere skal vide, hvis vores gidsler ikke er hjemme til ramadan, vil kampene fortsætte alle vegne, herunder Rafah-området, sagde Gantz, der er tidligere stabschef i det israelske militær.
Ramadanen begynder 10. marts.
Israel har i længere tid truet med at iværksætte en landoffensiv i Gaza, men har ikke tidligere sat dato på angrebet mod byen, hvor størstedelen af de 1,7 millioner fordrevne palæstinensere har søgt tilflugt.
Af frygt for massedød har udenlandske regeringer og nødhjælpsorganisationer gentagne gange opfordret Israel til at skåne Rafah.
Trods det tiltagende internationale pres, som blandt andet tæller en direkte appel fra USA's præsident, Joe Biden, insisterer Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, på, at krigen ikke kan afsluttes, hvis israelske styrker ikke kommer ind i Rafah.
Israel vurderer, at der fortsat er 130 gidsler i Gaza, og at de - sammen med Hamas' lederskab - befinder sig i Rafah.
Militante fra Hamas tog omkring 250 gidsler under angrebet 7. oktober, hvor omkring 1160 personer blev dræbt i Israel.
Siden har Israel angrebet Gaza og dræbt mindst 28.858 mennesker ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker