27 afrikanske migranter drukner ved skibsforlis ud for Tunesien
De fleste migranter, der rejser over Middelhavet fra Afrika til Europa, sejler fra Tunesien og Libyen. (Arkivfoto). Foto: Fethi Belaid/Ritzau Scanpix
Migranterne var på vej til Europa og kom alle fra lande syd for Sahara, da to skibe forliste.
Mindst 27 migranter er torsdag omkommet i to separate skibsforlis i Middelhavet ud for Tunesien.
83 overlevende er blevet reddet.
Det oplyser civilforsvaret i Tunesien.
Migranterne kom alle fra lande i Afrika syd for Sahara og var på vej til Europa. Det fortæller Zied Sdiri, der er leder af civilforsvaret i byen Sfax.
De blev fundet ud for Kerkennah-øerne.
Øerne ligger mellem 10 og 30 kilometer fra Tunesiens kyst.
Torsdag eftermiddag er eftersøgningsarbejdet stadig i gang i området.
Tunesien er et knudepunkt for migranter, der rejser fra Afrika mod Europa. Migranter, der rejser via Tunesien, bliver typisk sejlet til Italien og den italienske ø Lampedusa.
Hvert år forsøger titusindvis af illegale migranter at krydse Middelhavet, og jævnligt ender rejserne i forlis.
De seneste ti år - siden 2014 - er næsten 24.500 migranter enten konstateret savnede eller døde på vej over Middelhavet fra Afrika til Europa.
Det viser data fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Langt de fleste både, der er forlist, har været på vej til Europa fra enten Tunesien eller Libyen.
Onsdag - nytårsdag - blev mindst 20 migranter erklæret savnede, efter at en båd sank på vej fra Libyen mod Italien.
Syv migranter blev reddet og bragt til Lampedusa, skriver Reuters.
18. december døde mindst 20 afrikanske migranter i et skibsforlis ud for Sfax i Tunesien.
12. december blev 15 migranter konstateret enten døde eller savnede, efter at et skib gik ned ud for byen Jebenina, der ligger nord for Sfax.
Ved forliset 12. december blev 27 migranter reddet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker