27 mennesker savnes, efter at træfærgen "Catalyn B" sejlede ind i en fiskerbåd og sank i Manilabugten i Filippinerne, oplyser den filippinske kystvagt.
En større redningsaktion blev natten til torsdag sat i værk umiddelbart efter kollisionen, og i løbet af de næste fem timer lykkedes det at redde 46 af de 73 mennesker, der med sikkerhed var om bord i de to skibe.
Fiskerbåden "Nathalia" blev skadet, men holdt sig oven vande efter kollisionen og har taget nogle af de reddede personer om bord, fortæller kystvagtens talsmand, Armando Balilo til en lokal radiostation.
Tidligere blev det oplyst, at begge skibe sank, og at 37 personer var savnet.
Kollisionen skete kort før klokken halv tre om natten lokal tid, da færgen var på vej til Lubang øen sydøst for Filippinernes hovedstad Manila.
Fra kystvagten deltog tre skibe og et fly i eftersøgningen af de savnede, mens otte andre skibe ændre kurs for at deltage i redningsaktionen.
Færger er den vigtigste transportform i øriget, der har været ramt af flere store skibskatastrofer på grund af overfyldte og dårligt vedligeholdte skibe, manglende kontrol med, at reglerne bliver overholdt og dårligt vejr.
Det var da også syd for Manila, at den værste skibskatastrofe i fredstid fandt sted i 1987. Her mistede flere end 4000 mennesker livet, da en færge fyldt med julerejsende kolliderede med en mindre olietanker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker