De amerikanske myndigheders håndtering af soldater-lig har skabt stor debat i USA. Det viser sig nemlig, at asken fra mindst 274 omkomne soldater er blevet smidt på en losseplads i delstaten Virginia.
Det skriver Washington Post.
Familierne til de faldne soldater godkendte i sin tid, at myndighederne bortskaffede resterne af deres afdøde kære på en værdig og respektfuld måde.
Fremgangsmåden med at smide asken fra de døde soldater på lossepladsen blev kendt for en måned siden, men nu viser det sig, at den har været langt mere omfattende end hidtil antaget.
I alt er 976 rester fra 274 soldater blevet smidt på lossepladsen mellem 2004 og 2008.
Derudover skal der være smidt 1768 legemsdele ud på samme måde. De kropsdele kunne efter sigende ikke identificeres ved hjælp af DNA-test.
Nyheden har vakt protester, blandt andet fordi det amerikanske flyvevåben, der modtager de faldne soldater, ikke har informeret de pårørende om den omstridte praksis.
Gari-Lynn Smith mistede sin mand i Irak i 2006. Hun er knust efter afsløringerne.
- Det eneste, som gav mig ro i sindet, var tanken om, at min mand blev behandlet med kærlighed, respekt og værdighed efter at være faldet i kamp for sit land, siger hun til Washington Post og fortsætter:
- Jeg blev knust, da jeg fik at vide, at han er blevet kastet på lossepladsen.
Personalechefen for det amerikanske flyvevåben, Darrel G. Jones, forstår, hvorfor de efterladte reagerer.
- Vi har nu fundet ud af, at der er bedre måder at behandle de omkomne på. De metoder, som vi bruger nu, er bedre, siger han.
Talsmand for USA's forsvarsminister, George Little, siger, at det vil få konsekvenser for de ansvarlige.
- Der findes ingen undskyldninger for det, som er sket, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned