29 civile meldes dræbt af USA-ledet styrke i IS-by i Syrien
Sort røg stiger op over den IS-kontrollerede by Raqqa onsdag, efter koalitionsfly har bombet jihadisternes stillinger. Syriske oprørere har indtaget store del af byen. Foto: /ritzau/AP/=053011000379=
/ritzau/AP/=053011000379=
Otte børn meldes blandt de døde i luftangreb fra den amerikanskledede koalition i en offensiv mod IS i Raqqa.
En række luftangreb fra den amerikanskledede koalition har onsdag dræbt 29 civile i den syriske by Raqqa, der er Islamisk Stats (IS) selvudråbte hovedstad.
Det oplyser observatører fra gruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
- Der er mindst otte børn blandt de døde, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af den syriske overvågningsgruppe.
Observatoriet oplyser desuden, at en syrisk styrke, der støttes af USA, har fordrevet Islamisk Stat fra halvdelen af byen.
- Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har nu kontrol med 50 procent af Raqqa trods den voldsomme modstand, IS har ydet, siger Rami Abdel Rahman.
Den syriske styrke trængte første gang ind i Raqqa i begyndelsen af juni.
SDF består hovedsageligt af kurdiske YPG-styrker og arabiske syrere.
- 45 procent af Raqqa er blevet befriet. Vores styrker rykker frem fra alle sider, siger en talskvinde for SDF.
- Jo hårdere grebet strammes om Daesh (et andet navn for Islamisk Stat, red.), desto stærkere reagerer gruppen, og jo hårdere kæmper den, siger hun.
Tusindvis af civile er flygtet fra den eskalerende vold i Raqqa i de seneste måneder. FN vurderer dog, at op mod 50.000 mennesker fortsat er fanget i byen.
Med de seneste dødsfald onsdag har mindst 325 civile, herunder 51 børn, mistet livet i Raqqa, siden SDF trængte ind i byen for mindre end to måneder siden.
Det vurderer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
I samme periode er 467 IS-jihadister og 219 fra SDF blevet dræbt i kampe, lyder vurderingen.
Ifølge FN har flere end 330.000 mennesker mistet livet i Syrien, siden en konflikt brød ud i landet i marts 2011.
Tidligere i juli mistede Islamisk Stat grebet om den irakiske millionby Mosul. Byen blev erobret af IS i sommeren 2014.
Mosul faldt efter adskillige måneders belejring og angreb fra den irakiske hær og kurdiske styrker.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned