30 døde under vold i Mexico

Den narkotikarelaterede vold i Mexico fortsætter. Inden for de seneste to døgn er 30 mennesker, heriblandt en borgmester og 12 politifolk, blevet dræbt.

En bevæbnet bande har skudt og dræbt en borgmester i det nordlige Mexico i forbindelse med en ny voldsbølge i landet, der på to døgn har kostet 30 mennesker livet, oplyser myndighederne tirsdag. Blandt de dræbte er 12 politifolk.
Hector Ariel Meixueiro, der var borgmester i Namiquipa i delstaten Chihuahua, blev skudt flere gange efter at være blevet passet op af mindst 15 bevæbnede mænd, oplyser anklagerens kontor.
Tidligere tirsdag oplyste en talsmand for Mexicos sikkerhedsministerium, at man havde fundet ligene af 12 politifolk langs en vej i den vestlige delstat Michoacan.
Myndighederne tilskriver drabene det magtfulde narkotikakartel "La Familia", der opererer i regionen og betragtes som en af de mest voldelige, kriminelle bander i Mexico.
I Ciudad Juarez, den mest voldsramte by i Mexico, blev 11 mænd dræbt mandag og tirsdag, oplyser de lokale myndigheder. Byen er centrum for landets narkotikarelaterede vold, som præsident Felipe Calderon har indsat 36.000 soldater og politifolk for at få stækket.
Flere end 7700 mennesker er siden årsskiftet blev dræbt i forbindelse med den narkotikarelaterede vold i Mexico, viser regeringstal.


/ritzau/AFP




Offentliggjort Sidst opdateret