30 passagerer kvæstet efter at togvogne vælter i Østrig
Det er endnu ukendt, hvad der var årsagen til, at to togvogne tidligt tirsdag er kørt af skinnerne og væltet på siden. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Unknown/Ritzau Scanpix
Et tog med 80 passagerer blev tidligt tirsdag afsporet nær Sankt Pölten i Østrig. Tre er alvorligt kvæstet.
30 togpassagerer i Østrig er kvæstet, heraf tre alvorligt, efter at to togvogne omkring klokken 7.15 tirsdag blev afsporet og endte på siden.
Det skete et par kilometer før stationen i Sankt Pölten, der er hovedstad i den østrigske delstat Niederösterreich.
Det skriver medierne oe24 og Kronen Zeitung.
70 paramedicinere, seks ambulancelæger og 40 ansatte ved brandvæsnet rykkede ud til ulykkesstedet.
I forbindelse med afsporingen blev en hovedledning revet over. Den faldt ned ved skinnerne og måtte først slås fra og fjernes, før passagerne kunne reddes ud af togvognene.
De kvæstede melder primært om hoved- og brystsmerter, oplyser Franz Resperger, som er en af redningsarbejderne på stedet.
- Det er på grund af den kraft, som de er blevet kastet gennem toget med, siger han til oe24.
Det var de to forreste togvogne, der væltede, mens de bageste blev stående på skinnerne.
Blandt de i alt 80 passagerer om bord på toget var også en skoleklasse, der var på vej på udflugt.
Klokken ti er alle passagerne transporteret væk fra stedet, hvor oprydningsarbejdet fortsætter.
Årsagen til afsporingen er endnu ukendt, og strækningen mellem Sankt Pölten og Hofstetten er spærret til engang ud på eftermiddagen, lyder vurderingen fra oprydningsarbejderne.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned