En svensker var ikke i stand til at komme med argumenter, der overbevise skeptiske norske toldere om, at knap 3000 liter alkoholiske drikke, som han havde med over grænsen, var en del af hans flyttelæs.
Da den svenske mand blev standset på grænsen mellem Sverige og Norge, var hans bil tungt lastet med 2700 liter øl, 108 liter vin og 98 liter spiritus, skriver den norske statsradiofoni, NRK, på internettet.
- Det er en ganske stor beslaglæggelse. Det er vel stort set, hvad der kan stoppes ind i en varevogn, siger vagthavende i toldregion Øst-Norge. Det var etaten, der stoppede den tørstige svensker fredag eftermiddag. Han blev overgivet til politiet, som afhørte manden.
Mens svenskeren med sit "flyttelæs" kun var 100 liter fra at sætte ny norsk rekord for beslaglæggelse af øl, så havde en litauer, der blev standset ved grænsen ved Svinesund, noget mere beskedne kvanta i bilen.
Men 630 liter øl, 45 liter vin og 67 liter spiritus var alligevel nok til, at han blev præsenteret for et bødeforlæg på 35.000 norske kroner. Samme dag fik en polsk lastbilchauffør et forlæg på 10.000 kroner for at have krydset grænsen med bilen fuld af medicin, som ikke var deklareret.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet