35 omkommet ved færgeulykke i Bangladesh

Mindst 35 mennesker er omkommet i det nordøstlige Bangladesh, efter en færge kæntrede, siger politiet. Det er anden gang i denne uge, at det fattige land rammes af et færgeforlis.

- Vi har bjærget 35 lig. Hundredvis af mennesker er samlet på begge flodens bredder, og redningsarbejdet fortsætter, siger distriktspolitichef Anwar Hossain.

Shah Kamal, der er øverste regeringsembedsmand i Kishorganj-distriktet, bekræfter også, at der er 35 lig, heraf flere børn.

- Vi vurderer, at færgen havde omkring 100 passagerer om bord, og mellem 6 og 10 personer savnes fortsat, siger han telefonisk.

/ritzau/

For anden gang i denne uge forliser en færge i Bangladesh. Denne gang er der mindst 35 ofre.

Offentliggjort Sidst opdateret