35 tilskadekomne efter to tog kolliderer i Schweiz

35 mennesker er kommet til skade, heraf fem alvorligt, efter at to tog stødte frontalt sammen nær Granges-pres-Marnand i det vestlige Schweiz.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det oplyser det lokale politi. Ifølge polititalsmand Jean-Christophe Sauterel er føreren af det ene tog muligvis blevet dræbt ved ulykken.

Den dræbte menes fortsat at befinde sig inde i togvraget.

Ulykken skete på en regional strækning mellem Payerne og Moudon. Og ifølge politiet kunne det være gået meget værre.

- Der er tale om regionaltog, der kører med lav fart. Selv om vi beklager, at én sandsynligvis er blevet dræbt, og at fem er blevet hårdt kvæstet, så kunne situationen have været meget værre, siger Jean-Christophe Sauterel.

De sværest kvæstede er bragt til universitetshospitalet i Lausanne, mens andre er blevet kørt til et hospital i Payerne.

Det er det franske togselskab RER, der står for driften på ruten. Det er uklart, hvornår der igen kan køre tog på strækningen. Foreløbigt har RER indsat busser.

Kollisionen skete omkring klokken 19 kun godt 100 meter fra en lokal togstation.

Ifølge et vidne på stedet var det ene tog netop sat i gang fra stationen, da det blev ramt af et modkørende tog.

Granges-pres-Marnand ligger nogenlunde midtvejs mellem Lausanne og den schweiziske hovedstad, Bern.

Det var mandag aften fortsat uklart, hvad der var årsagen til ulykken.

- Det er for tidligt at sige noget om det, siger politiets talsmand.

I sidste uge kostede en togulykke ved Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien 79 mennesker livet.

/ritzau/Reuters