36 personer frygtes døde i Myanmar ved jordskred i jademine
Jademinen i Hpakant i det Nordlige Myanmar. Mindst 36 frygtes døde, da de søndag blev taget af et jordskred og skyllet i en sø. Den mudrede sø ses nederst i billedet. Foto: Anonymous/Ritzau Scanpix
150 meter høj jordbunke kollapser, mens større gruppe af mennesker jagter stykker af jade ved mine.
Mindst 36 personer frygtes omkommet i det nordlige Myanmar, efter de er blevet skyllet ud i en sø under et stort jordskred.
Det skete ved en mine, hvor der udvindes jade.
Det oplyser en redningsarbejder og en lokal journalist til nyhedsbureauet Reuters.
Ulykken skete søndag i den fjerntliggende by Hpakant, som er centrum for Myanmars jadeindustri.
Her sætter lykkeriddere deres liv på spil ved at grave i den ustabile jord efter små stykker jade, der blandt andet indgår i smykker.
Jorden er ustabil, fordi mineselskaber allerede har gravet i området efter den grønne sten.
Flere end 100 redningsfolk leder efter overlevende, oplyser et medlem af redningstjenesten over telefonen. Der er fundet otte tilskadekomne, som er sendt på hospital.
- Vi har ikke fundet nogen døde endnu, men vi leder stadig, siger han.
Den lokale journalist Tar Lin Maung citerer øjenvidner for at oplyse, at den store jord- og affaldsbunke, som kollapsede søndag, var 150 meter høj.
- Der er ingen chance for, at de vil overleve i den mudrede sø, siger han.
Ulykker forekommer forholdsvis ofte i minerne i Hpakant, hvor der er ringe kontrol med, hvad der foregår.
Nogle af de største mineulykker i Asien er netop sket i dette område.
I 2020 kostede et jordskred mindst 170 mennesker livet.
Myanmar producerer cirka 90 procent af verdens jade. En meget stor del af det bliver solgt til Kina.
Det er en industri, som kaster milliarder af dollar af sig hvert til Myanmars regerende militærstyre og forretningsfolk bag udvindingen af jade.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker