37 dræbt ved busulykke ved feriested i Malaysia
Mindst 37 mennesker blev dræbt, da en bus kørte af vejen i et bjergområde i Malaysia. Ulykken er den værste i landets historie.
Der var 53 passagerer i bussen. 16 af dem blev kvæstet, og lokale sygehuse rapporterer om flere alvorligt tilskadekomne. Dermed kan dødstallet komme til at stige yderligere.
Bussen var på vej ned ad en bakke, da chaufføren mistede herredømmet over køretøjet i et sving. Bussen kørte af vejen og styrtede ned i en mindst 70 meter dyb kløft.
Det stejle terræn vanskeliggjorde redningsarbejdet, og flere af de tilskadekomne måtte hejses op til vejen med et tov.
De fleste af passagererne var fra Malaysia, men sygehusene fortæller også om tilskadekomne fra Thailand og Bangladesh.
Ulykken skete onsdag eftermiddag lokal tid i nærheden af feriestedet Genting Highlands omkring 90 kilometer nord for hovedstaden Kuala Lumpur. Bussen kørte i rute mellem hovedstaden og feriestedet og havde både turister og fastboende som passagerer.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned