378 personer anholdt i britiske optøjer - lande advarer borgere
Optøjer er brudt ud i flere britiske byer. Billedet er fra Bristol og taget fredag. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Politiet venter endnu flere anholdte, efter at der i sidste uge udbrød optøjer i flere byer i Storbritannien.
Britisk politi har anholdt 378 personer, siden der i sidste uge udbrød optøjer i flere britiske byer.
Det forventes, at det samlede antal vil stige hver dag, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg vil forsikre offentligheden om, at en samlet og robust politireaktion er på plads over hele landet, og vi gør, alt hvad vi kan for at tackle denne uorden, siger formand for landets forening af politimestre (NPCC), Gavin Stephens.
Optøjerne begyndte, efter at en 17-årig dreng for en uge siden dræbte tre piger og sårede ti med knivstik under et Taylor Swift-dansearrangement i Southport nord for Liverpool.
Dagen derpå udbrød der voldelige protester i Hartlepool og London som reaktion på misinformation på sociale medier, hvor det fremgik, at den mistænkte var en radikal islamistisk migrant.
Politiet har dog sagt, at den anholdte er født i Storbritannien, og at knivstikkeriet ikke var terrorrelateret.
Politiet er desuden rykket ud til voldelige sammenstød i blandt andet byerne Tamworth, Middlesbrough, Bolton, Hull og Weymouth.
På grund af optøjerne har flere lande udstedt sikkerhedsvarsler til deres borgere i Storbritannien.
Det drejer sig om Nigeria, Malaysia og Indonesien, hvor størstedelen af befolkningen i alle tre lande er muslimer, skriver Sky News.
Landene opfordrer de borgere, der bor eller besøger Storbritannien, til at undgå demonstrationerne.
Tidligere mandag sagde den britiske premierminister, Keir Starmer, at man ikke vil "tolerere angreb på moskéer eller på vores muslimske samfund".
I Nigeria har udenrigsministeriet udsendt en "rejseadvarsel" og meldt, at der er "en øget risiko for vold og uorden foranlediget af de senest optøjer i Storbritannien", skriver Sky News.
Derudover er malaysiere blevet "opfordret til at holde sig væk fra protestområder" og "forblive opmærksomme".
Den indonesiske ambassade i London råder samtidig sine borgere til at undgå store menneskemængder og øge deres årvågenhed, skriver mediet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned