Mindst 40 mennesker har mistet livet, og 380 er meldt savnet, efter at et kraftigt jordskælv har udløst en tsunami på Indonesiens vestkyst.
Blandt de savnede er mange kvinder og børn og ni australske turister, oplyser myndighederne.
Jordskælvet, der målte 7,7 på richterskalaen, ramte øgruppen Mentawai vest for Sumatra sent mandag. Øgruppen ligger i et fjernt område af Indonesien, men er et populært turistmål, særligt for surfere.
Umiddelbart efter jordskælvet udsendte de indonesiske myndigheder et tsunamivarsel, som dog hurtigt blev afblæst igen uden meldinger om tilskadekomne eller ødelæggelser.
Mindre end et døgn senere står det klart, at skælvet udløste tre meter høje tsunamibølger, som ramte øerne med voldsom kraft og skabte ødelæggelser mere end en halv kilometer inde på kysten.
- En betydelig tsunami blev udløst af jordskælvet, bekræfter Pacific Tsunami Warning Center.
Ifølge myndighederne er 10 landsbyer skyllet væk af tsunamien, og særligt i den lille kystlandsby Betu Monga på øen Siporas meldes der om store ødelæggelser.
Størsteparten af landsbyens huse er jævnet med jorden, og af de 200 indbyggere har redningsfolkene kun fundet 40. Resten savnes.
- Vi har folk, som fortæller, at de ikke kunne holde fast i deres børn, og at de blev fejet ud af deres huse, siger en talsmand for myndighederne.
En gruppe australske turister i området fortæller, hvordan deres båd blev ødelagt af en "væg af hvidt vand", der væltede ind i bugten.
De ni australiere, som er meldt savnet, befandt sig også om bord på en båd, da jordskælvet og tsunamien ramte.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned