42 døde i voldsomme skovbrande i Algeriet
De algeriske myndigheder har anholdt fire mennesker, som er mistænkt for brandstiftelse. Foto: Fateh Guidoum/Ritzau Scanpix
Fateh Guidoum/Ritzau Scanpix
25 soldater er blandt de 42 døde i skovbrande i Algeriet. Soldaterne var i færd med redde civile.
Algeriets premierminister, Ayman Benabderrahmane, siger tirsdag aften, at skovbrande har kostet 42 mennesker livet.
Billeder viser, hvordan flammerne breder sig i skovområderne i Kabylie-regionen øst for hovedstaden Algier.
Dermed slutter Algeriet sig til en række lande, som de seneste uger også har været ramt af skovbrande, herunder Grækenland, Tyrkiet, Cypern og det vestlige USA.
Præsident Abdelmajid Tebboune har på det sociale medie Twitter sendt sine kondolencer til 25 soldater, der under en redningsaktion, mistede livet. Det skete i områderne Bejaiea og Tizi Ouzou.
- Det er med stor sorg, jeg er blevet meddelt, at 25 soldater har mistet liv, efter at have reddet mere end 100 civile fra flammerne ved bjergene i Bejaia og Tizi Ouzou.
Mere end 70 brande er udbrudt i 14 forskellige provinser i den nordlige del af landet.
Ifølge algerisk statsradio er tre formodede brandstiftere blevet anholdt i det nordlige distrikt Medea og en fjerde mand i byen Annaba.
Og indenrigsministeren er ikke i tvivl om, at brandene er påsat.
- Det er umuligt, at 50 brande starter på samme tid. Disse brande er af kriminel oprindelse, sagde Kamel Beldjoud under et besøg i det nordlige Algeriet.
Brandstiftelser har de seneste år været årsagen til en række større brande i det nordafrikanske land.
I juli blev tre personer anholdt for at have startet brande, der ødelagde store skovområder i Aures-bjergene.
I 2020 blev et skovområde på 440 kvadratkilometer ødelagt af brande, og flere mistænkte blev anholdt for brandstiftelse.
I sidste måned vedtog præsident Abdelmajid Tebboune en lov, der gør det muligt at straffe brandstiftere med op til 30 års fængsel - og fængsel på livstid, hvis branden medfører dødsfald.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned