43 syrere og hollandsk ambassadørfrue blandt omkomne i Beirut
Flere af de omkomne syrere var ansatte på fragtskibe, som lå til kaj i havnen, hvor eksplosionen fandt sted. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Adskillige syrere ansat på fragtskibe, der lå til kaj i Beirut, er blandt dødsofrene for eksplosionen tirsdag.
43 syrere er døde i forbindelse med den voldsomme eksplosion på havnen i Beirut, Libanons hovedstad, tirsdag.
Det oplyser den syriske ambassade lørdag.
Ambassaden oplyser ikke, om de 43 dødsfald blandt syrere indgår i det libanesiske dødstal for eksplosionen, som lørdag er 154.
- Ambassaden tilbyder at hjælpe med at bringe nogle af ligene tilbage til Syrien og hjælpe med at begrave andre i Libanon, lyder det fra ambassaden.
Flere af de omkomne syrere var ansatte på fragtskibe, som lå til kaj i havnen, hvor eksplosionen fandt sted.
I alt er 154 meldt døde i forbindelse med eksplosionen. Blandt dem er også en en hollandsk ambassadørfrue.
Det drejer sig om den hollandske ambassadør i Libanon Jan Waltmans' kone, Hedwig Waltmans-Molier.
Hun er lørdag død af de kvæstelser, hun fik under eksplosionen, oplyser det hollandske udenrigsministerium.
- Det er med forfærdelse og stor sorg, at vi kan meddele, at vores kollega Hedwig Waltmans-Molier er død, oplyser ministeriet.
Hun blev 55 år. Hun var netop vendt tilbage fra en ferie med sin mand. De nåede at være gift i 38 år.
Ifølge udenrigsministeriet stod Hedwig Waltmans-Molier i sin dagligstue, da hun blev ramt af eksplosionen.
Hun er den eneste hollandske borger, som er meldt død i forbindelse med eksplosionen. Fem hollandske borgere er kommet lettere til skade.
Lørdag oplyser sundhedsministeriet i Libanon, at over 60 personer fortsat er savnet.
Sundhedsministeriet oplyser desuden, at mindst 120 af de 5000 personer, som blev såret under eksplosionen, er i kritisk tilstand.
Skaderne på den libanesiske hovedstad ventes at løbe op i mange milliarder kroner.
Libanons regering meddelte onsdag, at der indføres to ugers kriseberedskab i Beirut.
Op mod 300.000 mennesker er blevet hjemløse, anslår hovedstadens guvernør.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker