50 kom til skade da tog ramte perron i Barcelona
Spanske redningshold behandler personer, der fredag morgen blev kvæstet i en togulykke i Barcelona. Over 50 meldes kvæstet, men der er ingen meldinger om dræbte. Foto: /ritzau/AP/Adrian Quiroga
/ritzau/AP/Adrian Quiroga
Et tog er forulykket ved Francia-stationen i Barcelona. - Det føltes som et jordskælv, fortæller passager.
56 personer er kommet til skade i en togulykke i Barcelona tidligt fredag morgen, skriver den spanske avis El País.
53 af dem har modtaget behandling på hospitaler eller sundhedsklinikker. De resterende blev tilset på perronen, hvor talrige ambulancer og brandbiler ankom.
Ingen meldes omkommet. Men en person skal være alvorligt kvæstet i ulykken, der fandt sted klokken 7.15 ved togstationen Francia, som er en af Barcelonas primære stationer.
Der var tidligere meldinger om fem hårdt tilskadekomne.
Toget kolliderede af indtil videre uvisse årsager med perronen, mens mange af passagererne ifølge nyhedsbureauet Reuters stod op, fordi de ventede på at stå af.
Billeder viser togets snude, der er noget ramponeret oven på kollisionen.
Da toget ankom til stationen begyndte det at bremse, fortæller passager Said Saharaui til nyhedsbureauet AP.
- Men samtidig kom der et larmende brag, siger han.
- Passagererne blev kastet ned på gulvet. Og selv om toget bremsede, stoppede det ikke helt før sammenstødet.
En kvinde ved navn Lidia var blandt de tilskadekomne. Hun sad og sov i den forreste vogn.
- Det føltes som et jordskælv, fortæller hun El País.
- Men vi var heldige.
Det statslige togselskab Adif har påbegyndt en efterforskning af ulykken, skriver Reuters.
Ifølge flere medier var lokomotivføreren blandt de tilskadekomne. Han havde syv års erfaring som togfører.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned