50 personer kvalt til døde i container i Sydsudan
En kommission har nu fastslået, at 50 personer blev dræbt af sydsudanske regeringssoldater sidste år.
Sydsudanske regeringssoldater dræbte sidste år omkring 50 personer, da soldaterne anbragte dem i en stegende varm container. Det konkluderer en kommission, der overvåger våbenhvileaftalen i landet, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Omkring 50 mennesker blev kvalt i en container 22. oktober, lyder det i en rapport fra den fælles overvågnings- og evalueringskommission.
I Sydsudan bliver metalcontainere ofte brugt som midlertidige fængselsceller.
Her kan der blive umenneskeligt varmt, når temperaturen i det afrikanske land jævnligt stiger til omkring 40 grader celsius.
Kommissionens rapport blev fremlagt ved et møde i den afrikanske union og blev offentliggjort søndag i den etiopiske hovedstad, Addis Ababa.
I rapporten fremgår også andre brud på våbenhvileaftalen, som blev underskrevet i august sidste år af Sydsudans præsident, Salva Kiir, og oprørslederen Riek Machar.
Bruddene på aftalen inkluderer blandt andet voldtægt og drab.
Den sydsudanske hær har i første omgang ikke reageret på rapporten, men talsmænd har tidligere afvist beskyldninger om en lang række grusomheder.
Den militære magtkamp mellem de to parter i landet har kostet titusindvis af mennesker livet og har drevet mere end 2,3 millioner på flugt siden december 2013.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker