Indsatsen for at skabe fred i Afghanistan har i 2011 kostet 565 soldater fra den Nato-ledede Isaf-styrke livet. Det viser en opgørelse.
Tabstallet er det næsthøjeste i den 10 år lange kamp mod det Taliban-ledede oprør. 417 af de omkomne er amerikanske soldater, mens 45 er fra Storbritannien.
Trods de store tab, siger øverstbefalende fra styrken, at urolighederne i landet er mindsket, siden USA tidligere besluttede at udsende 33.000 flere soldater.
Men ifølge FN er urolighederne dog tiltagende, og flere eksperter forudser, at blodsudgydelserne vil tage til, efterhånden som Nato overdrager magten til de afghanske sikkerhedsstyrker.
Tabstallet for 2011 er lavere end året før, hvor krigen i landet nåede et maksimum. Her mistede 711 soldater fra den Nato-ledede styrke livet. Tallet er dog højere end i 2009, hvor 521 soldater omkom.
De mange dræbte skyldes blandt andet adskillige altødelæggende angreb. En bilbombe kostede i oktober 17 soldater livet - mens en helikopter med amerikanske soldater blev skudt ned i august. Her døde 30 mennesker.
Men det er de afghanske civile, som har betalt den højeste pris. Ved årets blodigste angreb blev mindst 80 mennesker dræbt i hovedstaden Kabul. Og i alt blev 1374 civile dræbt i løbet af første halvår 2011.
USA og den øvrige koalition, herunder Danmark, planlægger at overdrage sikkerhedsansvaret for hele landet til afghanske styrker inden udgangen af 2014, hvilket skal bane vejen for, at alle kampsoldater kan trækkes hjem.
I alt har 42 danske soldater mistet livet i Afghanistan siden 2002. 36 er dræbt under krigshandlinger eller patruljering. Seks er døde af andre årsager.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker