57 procent af vælgere i svingstat har allerede stemt
I North Carolina har over halvdelen af vælgerne allerede sat deres kryds ved den præsidentkandidat, de foretrækker til posten. (Arkivfoto). Foto: Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
4,2 millioner i North Carolina har inden tirsdagens valg allerede peget på, hvem de vil have som præsident.
I den amerikanske svingstat North Carolina har mere end 4,2 millioner vælgere allerede afgivet deres stemme i præsidentvalget, der finder sted tirsdag.
Det oplyser den delstatslige valgkommission, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
De 4,2 millioner er rekord i staten, der allerede tidligere i valgkampen slog den hidtidige rekord fra tidligere valg, der blev sat i 2020.
Muligheden for at stemme tidligt, altså inden den egentlige valgdag, findes i de fleste af USA's delstater. Det er de seneste år blevet mere populært, fordi amerikanerne kan afgive deres stemme, når de alligevel er nede for at registrere sig til at stemme.
Amerikanerne skal vælge mellem Republikanernes kandidat, ekspræsident Donald Trump, og Demokraternes kandidat, vicepræsident Kamala Harris.
Specifikt for North Carolina er det særligt i de amter, der ligger vestligt i delstaten, at der er blevet afgivet mange tidlige stemmer, skriver AP.
Det var også denne del af staten, der i slutningen af september blev ramt af orkanen Helene.
Der er i alt 7,8 millioner indbyggere i North Carolina, som har registreret sig som vælgere i præsidentvalget. Hvis man regner brevstemmer med, er der således 57 procent, som allerede har stemt.
Valgkommissionen noterer sig dog, at andelen kan være endnu højere, fordi stemmerne løbende bliver føjet til det samlede antal.
- Jeg er stolt af kommissionerne i alle 100 amter og af de tusindvis af medarbejdere, som får det her til at ske i deres lokalsamfund, siger Karen Brinson Bell, som er administrerende direktør for delstatens valgkommission.
- Og jeg er særligt stolt af alle medarbejdere og vælgere i det vestlige North Carolina. I er en inspiration for os alle.
Den stærke tidlige valgdeltagelse er ifølge AP til dels en reaktion på, at Det Republikanske Parti både på delstatsligt og nationalt plan har opfordret vælgerne til at stemme tidligt.
Donald Trump, der tabte valget i 2020, har sagt, at der dengang blev svindlet med brevstemmerne. Det er der dog ingen dokumentation for.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker