58 omkomne er bjærget i Brasilien efter dæmningskollaps
Redningsarbejdere arbejder på fuld tryk for at finde frem til de hundredvis af savnede, efter at en dæmning er kollapset i den brasilianske by Brumadinho. Foto: Adriano Machado/Reuters
Adriano Machado/Reuters
Mens redningsarbejdet er på vej ind i tredje døgn, rinder håbet ud for de savnede efter ulykke i Brasilien.
Antallet af dræbte fortsætter med at stige, efter at en dæmning fredag er brudt sammen i Brasilien.
Redningsarbejdere har bjærget 58 omkomne, mens antallet af savnede er steget til 305.
Det oplyser en talsmand for det brasilianske civilforsvar sent søndag aften dansk tid. Og antallet af omkomne ventes fortsat at stige.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Da dæmningen, der er ejet af mineselskabet Vale, brød sammen fredag, sendte det enorme mængder vand ud over byen Brumadinho i den brasilianske delstat Minas Gerais.
Den øverste leder af Vale, Fabio Schvartsman, og guvernøren i Minas Gerais, Romeu Zema, har søndag advaret om, at håbet er ved at rinde ud for at finde flere overlevende.
- Fra nu af er der kun minimale chancer for at finde flere i live. Det mest sandsynlige er, at vi kun finder omkomne, lød det fra Zema.
Snesevis af helikoptere er sat ind i redningsoperationen, da de mange lag mudder er farlige for redningsholdene.
Mange af de savnede er minearbejdere, der arbejder for Vale. Arbejderne var til frokost, da dæmningen kollapsede.
Ifølge mineselskabets direktør blev der sendt store mængder mudder ind over frokoststuen.
Dammen over dæmningen kunne rumme 12 millioner kubikmeter vand. Den var ved at blive nedlagt.
Søndag blev redningsarbejdet sat midlertidigt i bero, da myndighederne slog alarm, på grund af frygt for at endnu en dæmning ejet af Vale skulle bryde sammen i nærheden af Brumadinho.
Myndighederne har dog efterfølgende nedtonet risikoen, hvormed redningsarbejdet har kunnet fortsætte.
I 2015 kollapsede en tredje af Vales dæmninger i byen Mariana, som også ligger i delstaten Minas Gerais, hvilket dræbte 19 personer.
Det medførte en af de værste miljøkatastrofer i Brasiliens historie, hvor omkring 250.000 mennesker blev efterladt uden drikkevand.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker