59 anholdt efter valg-protester i Sydafrika
Det er ikke alle sydafrikanere, der er lige tilfredse med denne uges parlamentsvalg, der endnu engang gav flertal til det ledende parti, Den Afrikanske Nationalkongres, ANC.
Efter at valgkommissionen fredag aften havde talt alle stemmer op fra valget, udbrød der urolige protester i det fattige kvarter Alexandra i storbyen Johannesburg.
Politiet brugte både gummikugler og chokgranater for at sprede de vrede demonstranter, som brændte bildæk af og barrikaderede veje.
Hæren måtte også indsættes for at genoprette ro og orden. Politiet meddeler, at roen igen har lagt sig over Alexandra lørdag morgen.
ANC fik godt 62 procent af stemmerne, hvilket er en lille tilbagegang fra valget i 2009, hvor præsident Jacob Zuma og hans partifæller fik 65,9 procent af de sydafrikanske stemmer.
Selvom ANC hele tiden har været klar favorit til at vinde valget i Sydafrika, er partiet ikke så populært som tidligere.
Årsagen skal blandt andet findes hos præsident Jacob Zuma, der ligger lavt på popularitetsbarometret. Han er anklaget for at have brugt mere end 20 millioner dollar af skattekassen til at renovere sit hjem.
Zuma har forklaret, at pengene blev brugt til at opgradere sikkerheden.
Samtidig lyder det, at ANC fortsat forsøger at leve højt på tidligere tiders hæder og opgøret med det racistiske styre. Men det har partiet fået mere og mere svært ved. Mange vælgere fokuserer i stedet på den kriseramte økonomi.
Partiet bliver blandt andet holdt ansvarlig for arbejdsløsheden på 24 procent og den store forskel mellem rig og fattig.
ANC's største konkurrent, oppositionspartiet Den Demokratiske Alliance, øgede sin opbakning til 22,2 procent fra 16,7 procent ved valget for fem år siden.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned