60 Hizbollah-medlemmer meldes dræbt i israelske angreb
Røg stiger op over Bint Jbeil efter angrebet torsdag morgen. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Cirka 60 Hizbollah-medlemmer er dræbt i israelske luftangreb det seneste døgn, oplyser Israels militær.
Israel har det seneste døgn angrebet 200 mål, der sættes i forbindelse med den militante bevægelse Hizbollah i Libanon.
Angrebene har kostet cirka 60 medlemmer af Hizbollah livet.
Det meddeler Israels militær i en udtalelse ifølge den israelske avis Haaretz torsdag formiddag.
Et af angrebene ramte rådhuset i byen Bint Jbeil i det sydlige Libanon torsdag morgen. Her blev cirka 15 Hizbollah-medlemmer dræbt.
Få timer forinden blev seks personer dræbt i et luftangreb i det centrale Beirut. Det er dog uvist, om de omkomne var medlemmer af Hizbollah.
Samtidig med meldingerne om angreb i Libanon lyder der luftalarmer flere steder i Israel, skriver Haaretz.
I flere byer tæt på grænsen til Libanon er der luftalarmer. Men også i Tiberias, som ligger ved Genesaret Sø cirka 30 kilometer syd for grænsen, er luftalarmerne blevet aktiveret torsdag formiddag.
Siden 8. oktober sidste år har der været næsten daglige angreb på tværs af grænsen mellem Libanon og Israel.
De seneste uger er der dog sket en markant optrapning i situationen med intensiverede luftangreb. Et af angrebene har kostet Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, livet.
Natten til tirsdag eskalerede situationen yderligere, da Israel sendte soldater ind over den libanesiske grænse.
Israel har tidligere sagt, at formålet med angrebene på mål i Libanon er at sikre, at omkring 60.000 israelere, som er flygtet sydpå fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs angreb, kan vende tilbage.
Hizbollah er allieret med den palæstinensiske militante bevægelse Hamas i Gaza, og begge støttes af Iran.
Hizbollahs angreb på Israel begyndte, efter at Hamas angreb Israel 7. oktober sidste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker