61 millioner iranere stemmer ved konservativt domineret valg
I praksis styrer præsidenten Irans dag-til-dag-politik, mens ayatollah Ali Khamenei har det afgørende ord i alle landets vigtige anliggender. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
Som følge af den tidligere præsident Ebrahim Raisis død i maj stemmer Iran fredag om ny præsident.
Fredag går den iranske befolkning til valg for at vælge en ny præsident i kølvandet på præsident Ebrahim Raisis død i maj i en helikopterulykke.
Her stemmer omkring 61 millioner iranere, skriver nyhedsbureauet dpa.
Tidligere denne uge trak to af i alt seks kandidater sig. Det skete som led i at samle konservative vælgere om færre kandidater.
Dermed står valget mellem fire kandidater - alle loyale over for ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder, skriver nyhedsbureauet AFP.
I praksis styrer præsidenten Irans dag-til-dag-politik, mens Ali Khamenei har det afgørende ord i alle landets vigtige anliggender. Khamenei er ligeledes øverstbefalende for landets militær.
Det ventes ikke, at valget kan lede til store politiske skift, men dog få indflydelse på, hvem der kan komme til at efterfølge den 85-årige Khamenei, der har siddet tungt på magten i mere end tre årtier.
Det er en lille gruppe islamister i Vogternes Råd, der afgør, om kandidater er egnede nok og religiøse nok til at kunne blive opstillet ved valget. De fleste medlemmer i rådet er udpeget direkte eller indirekte af Ali Khamenei.
Kun én kandidat fra den iranske reformlejr får lov at stille op ved valget. Alle de øvrige er konservative. Det drejer sig om Massoud Pezeshkian, der er valgt ind i det iranske parlament og repræsenterer byen Tabriz.
Iran støtter militser rundt om i regionen, herunder houthibevægelsen i Yemen og Hizbollah i Libanon. Iran, der er shiamuslimsk, støtter også Hamas, der dog er sunnimuslimsk. De to parter har dog fælles interesser i deres modstand mod Israel.
Havde det ikke været for Ebrahim Raisis død, skulle der først have været præsidentvalg i 2025.
Valgstederne åbner klokken 8 lokal tid. Valgresultatet forventes klar inden for to dage, fordi stemmerne optælles manuelt.
Får ingen kandidat over 50 procent af stemmerne, er der omvalg blandt de to kandidater med flest stemmer. Det afholdes første fredag, efter at valgresultatet er meddelt.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker