6,2 milliarder kroner er doneret til Notre Dame-genopbygning
Det så voldsomt ud, da Notre Dame-katedralen brød i brand i den franske hovedstad i april 2019 (Arkivfoto). Foto: Fabien Barrau/Ritzau Scanpix
Fabien Barrau/Ritzau Scanpix
Efter en stor brand i 2019 er katedralen Notre Dame klar til genopbygning. Milliarder er doneret til formålet.
Der er tilsyneladende stor interesse for at få genopbygget den ikoniske katedral Notre Dame, der i foråret 2019 blev ramt af en voldsom brand.
I hvert fald er donationer til formålet strømmet ind de seneste to et halvt år.
Det har indtil videre kastet 840 millioner euro af sig - svarende til over 6,2 milliarder kroner. Sådan lyder det onsdag fra Jean-Louis Georgelin, der står i spidsen for arbejdet med at genopbygge katedralen.
Georgelin, der er tidligere fransk hærchef, siger, at den franske oliegigant Total blandt andet har doneret 100 millioner euro.
Den 850 år gamle katedral mistede blandt andet sit spir og fik ødelagt store dele af taget under branden den 15. april 2019.
Siden da har man primært arbejdet på at sikre bygningen mod yderligere kollaps. Det arbejde blev officielt erklæret færdiggjort lørdag, og dermed kan genopbygningen af katedralen gå i gang inden længe.
Det vides endnu ikke, hvordan de mange penge præcis skal bruges i forbindelse med genopbygningen, oplyser Jean-Louis Georgelin.
Han bekræfter desuden, at man fortsat forventer, at katedralen vil stå klar til at genåbne i april 2024. Arbejdet med at sikre bygningen var ellers blevet forsinket på grund af coronapandemien.
Renoveringen af området omkring Notre Dame forventes dog først at blive indledt i 2025. Det er en opgave, som rådhuset i Paris står for.
Der vil blive oprettet en midlertidig indgang til katedralen i forbindelse med OL, der i sensommeren 2024 bliver afholdt i den franske hovedstad.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned