6200 nationalgardister indkaldt før præsidentskifte
Medlemmer af USA's nationalgarde i Washngton D.C. dagen efter stormen på Kongressen. Omkring 6200 medlemmer af garden er nu indkaldt fra seks delstater for at støtte politiet i Washington D.C. i forbindelse med indsættelsen af demokraten Joe Biden 20. januar. Foto: Stephanie Keith/Reuters
Stephanie Keith/Reuters
Styrker skal ikke bære våben, men særligt udstyr til brug mod voldelige demonstranter.
Omkring 6200 medlemmer af USA's nationalgarde er indkaldt fra seks delstater for at støtte politiet i Washington D.C. efter stormen på Kongressen onsdag.
Indkaldelsen er underskrevet af den fungerende forsvarsminister, Christopher Miller, som har indkaldt styrker fra seks delstater i det nordøstlige USA for 30 dage.
Styrkerne skal ikke bære våben, men særligt udstyr til brug mod voldelige demonstranter.
En embedsmand oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at styrkerne skal bidrage til at skabe sikkerhed i området omkring kongresbygningen efter indsættelsen af Joe Biden 20. januar.
Selv om 6200 er indkaldt, er det usikkert, hvor mange af dem som vil blive indsat i regeringsbyen.
Nationalgarden er de amerikanske enkeltstaters væbnede styrker. Den amerikanske præsident er i sidste instans deres øverstkommanderende, men under normale omstændigheder er det delstaternes guvernører, som har kommandoen over garden.
Under hændelserne i Washington onsdag var det vicepræsident Mike Pence og ikke præsident Donald Trump, der gav ordre om at indsætte Nationalgarden ved Kongressen. Det skriver The New York Times.
1100 medlemmer af forbundshovedstaden Washington D.C.'s nationalgarde og 650 medlemmer af delstaten Virginias nationalgarde blev onsdag aften mobiliseret for at hjælpe de føderale politimyndigheder med at dæmme op for urolighederne.
Christopher Miller siger, at han koordinerede indsatsen med vicepræsidenten og kongresledere. Ministeren nævner ikke noget om kontakt med præsidenten.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde