65 meldes omkommet efter jordskælv i det sydvestlige Kina
Overlevende modtager behandling, efter at et jordskælv mandag ramte det sydvestlige Kina. Ifølge nyhedsbureauet Reuters meldes 65 omkommet. Foto: Feng Zi/Colorchinaphoto/Ritzau Scanpix
Taiwan sender kondolence til Kina efter jordskælv i det sydvestlige Kina, der har kostet 65 personer livet.
65 mennesker meldes tirsdag omkommet efter det kraftigste jordskælv i Kinas sydvestlige provins Sichuan siden 2017.
Knap 250 personer har modtaget behandling for skader. Et dusin af dem er i kritisk tilstand ifølge kinesiske statsmedier. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det kraftige jordskælv ramte mandag efter middag lokal tid. Det skete med en beregnet styrke på 6,8.
Ud over de menneskelige tab har jordskælvet ødelagt huse og forårsaget jordskred.
Redningspersonale arbejder på at redde over 200 strandede personer, lyder det fra kinesisk stats-tv.
Mange veje er tirsdag stadig blokerede. Desuden er elektricitets- og vandforsyningen blevet afbrudt.
En stor eftersøgning er sat i gang for at redde de savnede. Tusindvis af personer hjælper til med den indsats.
Myndighederne har indsat militæret til at tage del i redningsarbejdet, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Flere efterskælv er blevet registreret. Det kraftigste er beregnet til en styrke på 4,2.
35.000 husholdninger er ude af stand til at kommunikere med omverdenen på grund af nedbrud. 40.000 husstande er uden strøm.
Redningspersonale har fået hjælp af helikoptere og droner til at søge fra luften. Tunge redskaber er desuden blevet brugt til at rydde berørte områder.
Kinas finansministerium har sammen med regeringen i Sichuanprovinsen hver afsat, hvad der svarer til knap 54 millioner kroner i finansiel bistand. Det oplyser kinesiske statsmedier ifølge dpa.
Regeringen i Taiwan sender tirsdag dens kondolencer til Kina og melder, at Taiwan er klar til at hjælpe med redningsarbejdet.
Fra Taiwans præsident Tsai Ing-wen lyder det, at hun tilbyder sin "sympati og bekymring" til naboerne i Kina. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Reuters er den udmelding et tegn på goodwill trods den seneste tids spændinger mellem de to regeringer efter den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosis besøg i østaten.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker