6800 tilslutter sig strejke på amerikanske bilfabrikker
United Auto Workers members walk the picket line during a strike at the Stellantis Sterling Heights Assembly Plant, in Sterling Heights, Mich., Monday, Oct. 23, 2023. (AP Photo/Paul Sancya). Foto: Paul Sancya/Ritzau Scanpix
I alt er mere end 40.000 bilarbejdere i USA i strejke, efter at endnu en bilfabrik mandag er blevet omfattet.
Fagforeningen UAW, hvis medlemmer arbejder på USA's tre store bilfabrikanters fabrikker, har mandag udvidet sin strejke. Nu omfatter den yderligere 6800 ansatte på bilfabrikanten Stellantis' største samlefabrik i Michigan.
Det skriver Reuters.
Strejken har i forvejen stået på i mere end en måned og udspringer af utilfredshed med lønnen. Med tilføjelsen af medarbejderne på Stellantis' fabrik strejker i alt mere end 40.000 af fagforeningens medlemmer, der arbejder hos Ford, General Motors og Stellantis.
Arbejdsnedlæggelserne begyndte den 15. september.
Årsagen til strejke på Stellantis-fabrikken er, at virksomheden kom med det "værste forslag" om blandt andet lønstigninger, vikarløn og fuldtidsansættelser, lyder forklaringen fra UAW.
Fagforeningen har tidligere krævet en række frynsegoder, en reformeret pensionsordning og lønstigninger på 40 procent, der ifølge UAW svarer til det, som de store bilfabrikanters topchefer har fået.
Stellantis er "forarget" over den udvidede strejke, efter at selskabet torsdag præsenterede "et mere generøst tilbud," lyder det.
- Vi gik fra forhandlingsbordet og forventede et modforslag, men vi har ventet på et lige siden, udtaler virksomheden.
- UAW's fortsatte, foruroligende strategi med at skade alle "Detroit Three" (landets tre største bilproducenter red.) vil få langvarige konsekvenser. Med hver beslutning om at strejke ofrer UAW markedsandele til konkurrenter uden fagforening, lyder det videre.
Unavngivne kilder med indblik i forhandlingssituationen melder ifølge Reuters, at UAW snart ventes at komme med et modforslag.
Stellantis ejer blandt andet mærker som Citroën, Opel, Jeep, Maserati og Chrystler.
Det er historisk, at de tre bilproducenter rammes af strejke samtidig. De ramte fabrikker spiller en stor rolle i produktionen af flere bilmodeller og står til at tabe milliarder.
Tidligere i oktober blev strejken eksempelvis udvidet til at omfatte Fords fabrik i Kentucky, som er den bedst indtjenende af alle Fords fabrikker i USA.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker