70-årig motorcyklist dør i ulykke under ironman i Hamburg
En tv-motorcykel kolliderede under ironman i Hamburg med en cykelrytter. Føreren af motorcyklen mistede livet. Foto: Georg Wendt/Ritzau Scanpix
En tv-motorcykel kolliderede søndag med en cykelrytter under et ironman. Føreren af motorcyklen døde.
Føreren af en tv-motorcykel har søndag mistet livet efter en ulykke ved de europæiske mesterskaber i ironman i den tyske by Hamburg.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa og nyhedsbureauet AFP.
Motorcyklen kolliderede under løbet med en cykelrytter, der var en del af konkurrencen. Den 70-årige førers liv stod ikke til at redde.
En politibetjent fra Hamburgs politi oplyser til tv-stationen NDR, at føreren "døde på ulykkesstedet på trods af lægehjælp".
Kameramanden, der sad bag på motorcyklen, slap med mindre skrammer.
Den 26-årige cykelrytter pådrog sig alvorlige skader, men overlevede.
Motorcyklen og cykelrytteren kørte frontalt ind i hinanden et sted på ruten, hvor vejen snævrer ind. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den store tyske tv-station ARD afbrød sin direkte transmission umiddelbart efter ulykken. Selve løbet blev kortvarigt afbrudt, men fortsatte herefter.
Ironman er et triatlon, hvor atleterne skal igennem 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og til sidst et maraton (42,195 kilometers løb).
Ved konkurrencen i Hamburg kæmpes der om en europæisk titel og om kvalifikation til verdensmesterskaberne i franske Nice senere på året.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde