700 anholdt for at hindre uro i Moskva

Politiet i Ruslands hovedstad, Moskva, har anholdt omkring 700 personer af frygt for etniske sammenstød i forlængelse af nedskydningen af en fodboldfan. Det oplyser en talsmand for politiet.

Aktionen kommer efter fortsatte spændinger i Moskva i kølvandet på sammenstød lørdag mellem højreorienterede fodboldfans og grupper af unge muslimer fra Nordkaukasus.

Sammenstødene, der omfattede omkring 5000 personer, kom efter, at en fodboldfan var blevet skudt, angiveligt af en ung muslim.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax blev omkring 700 personer onsdag anholdt i Moskva, mange i nærheden af Kijevskij-togstationen. Hovedparten af de anholdte er fra Nordkaukasus.

- Fremme ved 18.30-tiden havde vi foretaget flere end 700 anholdelser, oplyser polititalsmand Viktor Birjukov over for Interfax.

Omkring 1000 urobetjente er indsat i det centrale Moskva, og man har beslaglagt slagvåben, jernrør og tåregas hos mange af de anholdte.

- Politiet og andre tjenester tager alle forholdsregler for at forhindre, at situationen forværres, siger Birjukov

Han understreger, at situationen i Moskva er altovervejende rolig, og at myndighederne har den under kontrol.

Russiske nationalister havde planlagt en demonstration i Moskva onsdag eftermiddag, og grupper af unge muslimer havde planlagt en moddemonstration.

/ritzau/AFP

Drabet på ung fodboldfan i Moskva skaber spændinger mellem højrenationalistiske hooliganer og unge muslimer.

Offentliggjort Sidst opdateret