71-årig hjernekirurg skal forberede valg i urohærget Haiti
Ariel Henry (t.h.) ved ankomsten til en indsættelsesceremoni tirsdag, hvor han blev taget i ed som Haitis nye premierminister. Den vigtigste opgave for Ariel Henry bliver at sikre ro forud for et valg, hvor der skal vælges ny præsident og nyt parlament. Det ventes at finde sted i efteråret. Foto: Ricardo Arduengo/Reuters
Ricardo Arduengo/Reuters
Ariel Henry er blevet indsat som ny premierminister i Haiti efter drab på præsident.
Haiti har fået ny premierminister og ny regering ved en ceremoni, hvor der blev holdt et minuts stilhed til minde om landets dræbte præsident Jovenel Moïse.
Den 71-årige hjernekirurg Ariel Henry blev indsat som ny premierminister ved tirsdagens ceremoni. Han har erstattet Claude Joseph på posten som midlertidig regeringsleder.
Claude Joseph, der reelt er udenrigsminister, blev aldrig formelt taget i ed som regeringsleder. Han udråbte sig selv som midlertidig leder, efter at præsidenten var blevet skudt og dræbt i sit hjem den 7. juli.
- Du overtager en helt usædvanlig situation, som er karakteriseret af manglen på en præsident. Du skal få det hele til at fungere trods en politisk krise, som er uden sidestykke i Haitis historie, sagde Joseph i en tale til Ariel Henry under ceremonien i hovedstaden Port-au-Prince.
Joseph bliver igen Haitis fungerende udenrigsminister.
I Washington har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, budt indsættelsen af Henry velkommen som et positivt og nødvendigt skridt.
Drabet på præsidenten har skabt et nyt politisk kaos i det fattige og tilbagestående land, der kæmper med mange store økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige problemer.
Haiti har godt 11 millioner indbyggere.
Den vigtigste opgave for Ariel Henry bliver at sikre ro forud for et valg, hvor der skal vælges ny præsident og nyt parlament. Det ventes at finde sted i efteråret.
I weekenden vendte den dræbte præsidents hustru, Martine Moïse, tilbage til Haiti efter at være blevet behandlet på et hospital i Florida. Hun blev såret under angrebet på præsidentboligen. Hun er nu med til at forberede sin mands statsbegravelse på fredag.
Mindst 28 personer skal have været involveret i drabet på præsidenten. De fleste af dem menes at være colombianske lejesoldater.
Der hersker stor usikkerhed omkring efterforskningen af drabet. Moïses egen sikkerhedschef og flere politifolk er blevet anholdt og er under mistanke for at have været involveret.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, samt Interpol er inddraget i bestræbelser på at opspore bagmændene bag angrebet.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker