71 franskmænd er evakueret fra Haiti

Frankrig har evakueret 71 franskmænd fra Haiti og fløjet adskillige ton nødhjælpsforsyninger samt læger og hjælpearbejdere til katastrofeområdet.

Det oplyser premierminister Francois Fillon under en nytårskur i Paris. Hans udenrigsminister, Bernard Kouchner, sætter antallet endnu højere, nemlig til 91, hvoraf flere er alvorligt tilskadekomne.

I betragtning af det store antal offentlige og private initiativer, er udviklingsminister Alain Joyandet blevet bedt om fra fredag at koordinere den franske bistand i Port-au-Prince.

Hjemsendelse af ulovlige haitianske indvandrere i Frankrig er stillet i bero. På lørdag holdes der en messe for ofrene for naturkatastrofen i Notre Dame-katedralen i Paris.

Tre transportfly fra de franske baser i Caribien har ifølge Fillon transporteret tre ton forsyninger samt politi- og brandfolk samt læger til Haiti. Et fly med 80 læger og nødhjælpsarbejdere og fem ton last fra Frankrig er sendt af sted.

- Byen Port-au-Prince ligger i ruiner, siger Fillon og tilføjer, at Frankrig vil hjælpe det historisk forbundne folk i Haiti i forbindelse med denne "brutale katastrofe".

Ifølge Kouchner er omkring 200 franskmænd blev indkvarteret i ambassadens lokaler. Mange franskmænd er savnet. Sygehusene er alvorligt beskadigede og fungerer dårligt.

Krisecentret i det franske udenrigsministerium har måttet afvise mange henvendelser fra folk, der ønskede at rejse til deres familier i Haiti. De franske myndigheder har prioriteret at sende nødhjælpsarbejdere til den katastroferamte ønation.

/ritzau/dpa

Snesevis af franskmænd er blevet evakueret fra Haiti samtidig med, at Frankrig flyver flere ton forsyninger, læger og hjælpearbejdere til katastrofeområdet.

Offentliggjort Sidst opdateret