800 russiske soldater meldes af Ukraine dræbt på et døgn
Anatoly Gysenko, 60 år, omfavner en hund på gaden uden for sit ødelagte hjem i byen Lyman i Donetsk regionen. 800 russiske soldater meldes dræbt af Ukraine i Donetsk i det seneste døgn. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Ukraines militærs ledelse siger, at de russiske styrker har fokus på en offensiv i Bakhmut-området i Donetsk.
Ukraines militær anslår torsdag, at det har dræbt 800 russiske soldater under kampe i det seneste døgn - overvejende i den østlige Donetsk-region.
Meldingen kommer samtidig med, at vestlige lande overvejer at sende pansrede mandskabsvogne til Ukraine - men ikke de kampvogne, som ukrainerne ønsker.
I en opdatering torsdag siger det ukrainske militærs ledelse, at de russiske styrker har fokus på en offensiv i Bakhmut-området, og at russerne ikke har haft held med angreb i områderne Avdijivka og Kupjansk.
- Over 800 russiske soldater er blevet dræbt - og et fly, en helikopter og tre kampvogne er blevet ødelagt, siger militæret i Kyiv, som også melder om et ukendt antal dræbte civile ved russiske angreb med missiler og fly på blandt andet den sønderbombede by Bakhmut og to andre byer i Donetsk.
Ruslands militær afviser beskyldningerne om, at det retter angreb mod civile.
Iagttagere fra det amerikanske militær siger, at der er tale om ret så intense kampe i Donetsk - navnligt omkring Bakhmut.
- Hvad vi ser der, skal vi nok forvente at se andre steder langs fronten i de kommende måneder, siger en højtstående kilde i præsident Joe Bidens administration i Washington.
I en videotale til nationen onsdag aften sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainske styrker uden for Bakhmut påførte de russiske styrker store tab, og at russerne er ved at opbygge deres styrker i regionen.
I Washington overvejer Biden at sende såkaldte Bradley-mandskabsvogne til Ukraine. Det er let pansrede, bevæbnede køretøjer, som kan transportere omkring 10 soldater.
Den amerikanske hær har i årevis benyttet de såkaldte stormpanservogne, men det har længe været på tale at udskifte dem med nyere versioner.
Pentagon har i alt forsynet Ukraine med over 2.000 militære køretøjer, men Ukraine har bedt om flere – blandt andet kampvogne.
USA annoncerede en ny samlet militær hjælpepakke for 1,85 milliarder dollar (knap 13 milliarder kroner) til Ukraine, da præsident Zelenskyj før jul var i Washington.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned