83 minearbejdere spærret inde efter jordskred i Tibet
83 minearbejdere er fredag blevet fanget i en mine i Tibet, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Minearbejderne blev fanget efter et kæmpemæssigt jordskred, der ramte tidligt om morgenen og dækkede et område på omkring fire kvadratkilometer i Maizhokunggar-området i Lhasa, hovedstaden i Tibet.
De indespærrede minearbejdere kommer fra selskabet China National Gold Group Corporation. 81 af dem er kinesere, mens kun de sidste to er tibetanere.
Mere end 1000 redningsfolk er i gang med at få de 83 minearbejdere reddet op fra minen, men fredag aften (dansk tid) er der efter adskillige timers arbejde fortsat ikke tegn fra de 83 indespærrede arbejdere.
Ifølge nyhedsbureauet AP har læger på det lokale hospital fået besked på at gøre sig klar på at modtage overlevende fra minen, men ingen er endnu dukket op.
- Vi blev beordret til at gøre alt klar til at modtage de sårede, siger en læge på hospitalet, som forklarer, at man er ved at flytte rundt på hospitalets patienter, så der kan blive plads til minearbejderne.
Minen ligger i 4,6 kilometers højde.
Jordskreddet dækkede et område på mellem tre og fire kvadratkilometer, og de lokale myndigheder oplyser, at jordskreddet består af omkring to millioner kubikmeter mudder, sten og små klippestykker.
- Redningsarbejdet bliver meget svært, fordi det er så stort et område, udtaler en lokal redningsarbejder til Xinhua.
Men redningsfolkene bakkes op af Kinas præsident, Xi Jinping, og landets premierminister, Li Keqiang. De to toppolitikere har beordret "højeste indsats" til at redde de indespærrede minearbejdere.
- Xi og Li har sagt til de lokale myndigheder, at de skal sætte alt ind på at redde de begravede minearbejdere og forebygge yderligere katastrofer, skriver Xinhua.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker