85-årig risikerer fængsel i sag om Spaniens stjålne babyer
Inés Madrigal (billedet) mener, at den tidligere læge Eduardo Vela forfalskede hendes fødselsattest, så hendes nu afdøde adoptivmor fremstod som hendes biologiske mor, som hun blev taget fra ved fødslen. Foto: Juan Medina/Reuters
Juan Medina/Reuters
Under Francos regime blev titusindvis af babyer fjernet fra deres mødre. Tirsdag kommer første sag for retten.
Tirsdag begynder den første retssag i Madrid i skandalen om "Spaniens stjålne babyer". Her blev titusindvis af babyer fjernet fra deres mødre under general Francisco Francos styre.
Det er den 85-årige tidligere læge Eduardo Vela, der arbejdede på et hospital i den spanske hovedstad, som er under anklage.
Anklagen kommer fra 46-årige Inés Madrigal, der mener, at Vela forfalskede hendes fødselsattest, så hendes nu afdøde adoptivmor fremstod som hendes biologiske mor, som hun blev taget fra ved fødslen.
Det skal lægen efter sigende have gjort som en del af en udbredt praksis under Franco, hvor estimeret titusindvis af nyfødte børn af venstreorienterede kritikere blev tvangsfjernet af regimet og bortadopteret.
Tankegangen var, at barnet ville have bedre af at vokse op hos en velhavende, konservativ og overbevist katolsk familie. Børnene skulle ikke præges af deres biologiske forældres "røde gen".
Praksissen begyndte, efter at Franco kom til magten i 1939 og fortsatte endda også et stykke tid efter hans død i 1975.
Men skandalen så først dagens lys i 2010, da Inés Madrigal altså fik mistanke om, at hun var blevet stjålet fra sin biologiske mor.
Før Madrigals mor døde fortalte hun, at Vela havde givet hende særlige instruktioner for at sikre, at ingen ville opdage, hvad der reelt var foregået.
Madrigals advokat, Guillermo Peña, har udtalt til The Guardian, at spansk politi kendte til skandalen allerede fra 1981, og at det brugte mange år på at sløre sandheden.
Eduardo Vela er anklaget for at forfalske officielle dokumenter og fødselsattester. Han risikerer en dom på 11 års fængsel.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde