85 civile er dræbt i belejret syrisk by
Luftangreb har dræbt 85 civile i den belejrede by Ghouta i Syrien siden december.
FN's menneskeretschef, Zeid Ra'ad al-Hussein, kommer onsdag med en opfordring om at passe på de civile i Syrien, efter at adskillige er dræbt i landet på kort tid.
Alene i det østlige Ghouta i Syrien, der er en forstad til Damaskus, er 85 civile dræbt siden 31. december.
Ghouta er en oprørskontrolleret enklave, der er under belejring.
- I det østlige Ghouta, hvor en lammende belejring har forårsaget en humanitær katastrofe, bliver indbyggerne ramt dag og nat af luftangreb fra jorden og fra luften, siger Zeid Ra'ad al-Hussein i en udtalelse.
Han understreger samtidig, at alle parter i konflikten er forpligtet under international lov til at skelne mellem civile mål og militære.
I Ghouta lever mere end 400.000 personer under regeringsstyrkers belejring.
Senest onsdag blev mere en tyve personer dræbt i et bombardement af det østlige Ghouta.
- Lidelserne for folket i Syrien har ingen ende, siger Zeid Ra'ad Al Hussein.
Zeid Ra'ad Al Hussein udtrykker også stor bekymring over situationen i Idlib, hvor mere end 2,6 millioner syrere opholder sig. Inklusive 1,1 million personer der er flygtet fra andre steder i landet.
Også her har regeringsstyrker indledt en offensiv mod oprørsstyrkerne.
- I Idlib er angrebene på jorden og luftangrebene eskaleret. Mens regeringen bevæger sig hurtigt i sin offensiv og får momentum, bliver sikkerheden for de hundredtusindvis af civile sat på spil, siger han.
I deres offensiv har de regeringstro styrker onsdag nået en oprørskontrolleret luftbase, som oprørere tog kontrol over i 2015.
Abu Zuhour-luftbasen har været et af hovedmålene for en regeringsoffensiv, der startede i oktober.
I den offensiv forsøger den syriske regering at sikre en forbindelse mellem den syriske hovedstad, Damaskus, og den nordlige by Aleppo.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker