87 millioner børn har kun kendt til krig
Det har alvorlige konsekvenser for børn at vokse op midt i uroligheder, skriver Unicef efter ny opgørelse.
Op mod 87 millioner børn under syv år har levet hele livet midt i urolige konflikter.
Det oplyser FN's børneorganisation, Unicef, i en ny opgørelse, der samtidig sætter fokus på, hvordan børnenes hjerner bliver påvirket af at vokse op med vold om ørerne.
Ifølge Pia Britto, der er Unicefs chef for børns udvikling, har børn, der vokser op i konfliktfyldte områder, stor risiko for både fysiske og psykiske skader.
- Ud over de fysiske trusler, der møder børn i kriseområder, så har børnene også risiko for at tilegne sig nogle dybe, følelsesmæssige ar, siger hun i en pressemeddelelse.
Ifølge Unicefs opgørelse har hvert 11. barn, der er seks år eller yngre, på globalt plan tilbragt nogle af de mest afgørende år af deres udvikling midt i områder med uro og konflikter.
- Konflikter frarøver børnene deres sikkerhed, familie og venner og deres leg og daglige rutiner. Det er elementer, der sikrer, at børnene vokser op og udvikler sig bedst muligt. Det er afgørende for, om de senere kan bidrage til samfundet, siger Britto og tilføjer:
- Derfor bliver vi nødt til at investere mere i at give børnene og dem, der tager sig af dem, nogle forsyninger, der kan skabe en fornemmelse af barndom midt i konflikterne.
Unicef skriver, at amning og ordentlig næring i de første år er afgørende for hjernens udvikling. Det samme er stimulering gennem eksempelvis leg.
Syrien er et af de steder i verden, hvor flest børn kun har kendt til uroligheder. Her er hvert tredje barn vokset op midt i krig, konkluderede Unicef sidste uge i en rapport.
Her fremgik det i øvrigt også, at antallet af børnesoldater var steget.
- Børnene, som rekrutteres, er også yngre end tidligere. Nogle af dem er kun syv år gamle. Konfliktens parter lokker dem med i krigen med gaver og lønninger på op til 400 dollar (knap 2700 kroner) om måneden, lød det i rapporten fra Unicef.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker