89 migranter med kurs mod Europa dør efter bådforlis
Mauretanien er et land i Vestafrika med knap fem millioner indbyggere. (Arkivfoto). Foto: Michele Cattani/Ritzau Scanpix
79 er fortsat savnet efter bådforlis ved det vestafrikanske land Mauretanien. 89 er døde, og kun få er reddet.
89 migranter med kurs mod Europa er omkommet, efter at deres båd tidligere på ugen kæntrede ud for Mauretaniens kyst.
Det oplyser landets statslige nyhedsbureau torsdag.
- Kystvagten bjærgede ligene af 89 mennesker, som var om bord på en stor fiskekutter, der kæntrede mandag 1. juli, lyder det.
Det lykkedes kystvagten at redde ni personer, heriblandt en femårig pige.
79 personer er fortsat savnet.
Ifølge nyhedsbureauet afgik fiskekutteren fra et område på grænsen mellem nabolandet Senegal og Gambia.
Ligene blev bjærget fra et område, der ligger omkring fire kilometer fra den sydvestlige mauretanske by Ndiago.
Mauretanien er et land i Vestafrika med knap fem millioner indbyggere.
For mange vestafrikanske migranter er Spanien en af hovedindgangene til Europa.
Langt de fleste tager den risikable bådrejse for at forsøge at nå De Kanariske Øer, som ligger ud for Afrikas nordvestlige kyst - omkring 100 kilometer ude i havet.
Atlanterhavsruten er særlig farlig på grund af stærk strøm.
Migranterne rejser i overfyldte både, der ofte er i dårlig stand. Det gør rejsen endnu farligere.
Ofte får de heller ikke nok vand at drikke.
Men ruten er blevet mere og mere populær på grund af øget opmærksomhed på Middelhavet.
Ifølge en nylig rapport fra migrationsrettighedsgruppen Walking Borders døde flere end 5000 migranter med kurs mod Spanien i årets første fem måneder.
Det svarer til 33 dødsfald om dagen.
Antallet af personer, der søger om asyl i EU, steg til 1,14 millioner i 2023 - 18 procent flere i forhold til året før.
Ikke siden flygtninge- og migrationskrisen i 2015 og 2016 har der været så stor en tilstrømning af asylansøgere til EU.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned