Antallet af døde efter et selvmordsangreb nytårsdag i det nordvestlige Pakistan er steget til 93. Yderligere fem personer er lørdag døde af de skader, de fik, da en selvmordsbombemand detonerede en bil fyldt med sprængstoffer under en volleyballkamp.
Ud over de dræbte blev adskillige såret ved angrebet, og 20 huse blev ødelagt i landsbyen Shah Hasan Khan cirka 30 kilometer syd for den noget større by Lakki Marvat i den nordvestlige grænseprovins. Landsbyen er kendt for at tage klar afstand fra Taliban og al-Qaeda.
Bombemanden kørte ifølge øjenvidner sin bil ind midt på en lille sportsplads, netop som tilskuere samledes for at se en lokal volleyballkamp. Blandt ofrene var der mange børn og mange ældre. Begge byer ligger i et område, hvor der i den senere tid har været hårde kampe mellem enheder fra den pakistanske hær og militante muslimske oprørere. Myndighederne siger, at landsbyen har en anti-Taliban milits. Fire militsmedlemmer var blandt de dræbte.
Den lokale politichef, Ayub Khan, siger, at volleyballturneringen var organiseret af en lokal fredskomité, som støtter regeringens kamp for at få militante væk fra området.
Pakistans hær indledte en større offensiv mod militante talibaner i deres højborg i Sydwaziristan i oktober. Siden da har Taliban som modtræk gennemført en række bombeattentater, som har kostet hundredvis af mennesker livet. USA's præsident, Barack Obama, har indtrængende opfordret Pakistan til at slå hårdere ned på militante oprørere i grænseområdet for at svække Taliban-oprøret i Afghanistan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker