97-årig kan få historisk dom for forbrydelser i nazistisk koncentrationslejr

Afslutningen på sagen mod 97-årige Irmgard Furchner har været længe undervejs. Den begyndte i efteråret 2021, og først tirsdag ventes der at kunne sættes et punktum. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters

Sag mod en tysk kvinde kan være en af de sidste, der handler om forbrydelser under holocaust. Blandt andet derfor har den ifølge anklager historisk betydning.

Offentliggjort Sidst opdateret

En koncentrationslejr, et flugtforsøg og en 97-årig kvinde er nogle af ingredienserne i en opsigtsvækkende sag, der i Tyskland nærmer sig sin afslutning.

En domstol i Itzehoe, Nordtyskland, ventes tirsdag at afsige skyldkendelse og formentlig også endelig dom i sagen mod den 97-årige kvinde Irmgard Furchner.

Hun er tiltalt for medvirken til over 10.000 drab, mens hun arbejdede som en slags sekretær i Nazitysklands koncentrationslejr Stutthof i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.

Hun er den første kvinde i årtier til at blive retsforfulgt i Tyskland for forbrydelser under nazitiden.

Og anklagere siger, at det kan være en af landets sidste retssager, der handler om forbrydelser begået under holocaust.

For 77 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig er tiden ved at løbe ud for at nå at retsforfølge personer, der begik forbrydelser under holocaust, som kostede cirka seks millioner jøder livet.

Omkring fire millioner af dem døde i koncentrationslejre som Stutthof.

- Retssagen har afsindig stor historisk betydning. Det er potentielt den sidste af sin slags på grund af tidens gang, sagde statsanklager Maxi Wantzen på en af de sidste retsdage i slutningen af november.

De senere år er flere af den type retssager opgivet, fordi de anklagede enten er døde eller har været fysisk ude af stand til at møde op.

Men den nu 97-årige har altså været frisk nok til at møde op. Hun var endda frisk nok til at begive sig ud på et flugtforsøg i september 2021, da retssagen skulle begynde.

Her flygtede hun fra det plejehjem, hvor hun bor, og satte kursen mod togstationen. Hun formåede at undslippe politiet i timevis, før de til sidst fangede hende i den nærliggende by Hamburg.

Irmgard Furchner var bare teenager, da hun arbejdede i koncentrationslejren og ifølge anklagerne medvirkede til "grusomme og ondskabsfulde" forbrydelser.

Sagen bliver derfor ført ved en ungdomsdomstol. Selv om det altså er en 97-årig kvinde i kørestol, som er den tiltalte.

Ifølge sagen imod hende arbejdede hun mellem juni 1943 og april 1945 som en slags sekretær for lejrens leder. Hun skal blandt andet have stået for at nedskrive SS-kommandørens ordrer.

I dag 97-årige Irmgard Furchner blev kørt ind til retssagen i kørestol, da den begyndte sidste år. Af hensyn til hendes sikkerhed må medier ikke bringe billeder, hvor man kan se, hvordan hun ser ud. Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix

Anklageren mener, at hendes arbejde "sikrede, at det hele kørte som smurt i lejren".

Det gav hende samtidig kendskab til, hvad der skete i koncentrationslejren, hvorfor hun altså ifølge anklagerne havde kendskab til grusomhederne, der fandt sted.

Under næsten hele retssagen har hun nægtet at give sit syn på sagen.

Det har til gengæld adskillige personer, som overlevede opholdet i koncentrationslejren. Vidnerne har ifølge statsanklageren beskrevet, hvilket "helvede" det var at være der.

Sidste uge kom Irmgard Furchner med en - hos ofrene - længe ventet undskyldning.

- Jeg er ked af alt, hvad der skete, sagde Furchner i retten.

- Jeg fortryder, at jeg var i Stutthof, da det fandt sted.

Hendes forsvarer argumenterer imidlertid alligevel for, at hun skal frikendes, fordi der ikke er fremført tilstrækkeligt bevis for, at hun som sekretær kendte til massedrabene.

/ritzau/AFP

Sagen kort

* Mellem juni 1943 og april 1945 arbejdede Irmgard Furchner som sekretær for Paul Werner Hoppe, som var leder af koncentrationslejren Stutthof. Ifølge anklagerne mod hende skrev hun SS-kommandørens ordrer ned og bidrog til, at tingene kørte som planlagt i lejren.

* Hun er anklaget for medvirken til over 10.000 drab. Det vurderes, at omkring 65.000 personer døde i koncentrationslejren i det besatte Polen nær byen Gdansk i den nordlige del af landet.

* Sagen køres ved en ungdomsdomstol, fordi Furchner var teenager, da det skete. Derfor er det også begrænset, hvor hård en dom hun kan få. Anklagerne kræver, at hun får en betinget dom på to år.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu